Hej, Jeg har for 2 år siden været i dybt amfetamin misbrug, som varede i 1 år. Der var flere aftener, hvor mit hjerte føles som om, det snart skulle eksplodere. Det gjorde jeg indtil dagen, jeg blev færdig med min studentereksamen. I mit sabbatår havde jeg svært med personlige forhold, snakkede med ingen, arbejdede kun. Jeg har mistet mine hobbyer, fokus og passion. Nu er jeg startet på universitetet, og jeg føler stadig, at jeg mangler noget i mit liv. Heldigvis kender jeg ingen måder at købe amfetamin mere. Sidste uge købte jeg meget spontant psykedeliske svampe og ketamin, og tog en stor dose på samme tid. Det føltes helt vildt, næsten som om det var lige det, jeg manglede. Hvad er der sket med min hjerne? Før trippet følte jeg mig glad måske 1 gang om ugen, men nu skinner solen lidt mere, folk er mindre irriterende og jeg kan endelig fokusere i skolen. Jeg fortalt hændelsen til mine venner, og de bedte mig om at søge hjælp. Så hvad skal jeg gøre? Jeg gider ikke have, at effekten forsvinder. Jeg ved heller ikke, om der er bias, for jeg har læst studier om, at det kunne hjælpe mod depression.
Tak for spørgsmålet.
Man kan godt opleve nedtrykt sindsstemning i en periode efter et stort amfetaminmisbrug. Men at du er nedtrykt så længe efter, tyder på at der er andet og mere på spil. Mit råd vil derfor være at søge hjælp gennem din læge.
I forhold til at bruge psykedeliske stoffer og Ketamin til at booste dit humør, så er det vigtigt at huske på at de forsøg der er lavet og dokumenteret, langt oftest foregår under ret streng kontrol. Der bruges bestemte stoffer, i bestemte doser, det foregår i terapeutiske miljøer og oftest med en uddannet terapeut til stede og som en del af sessionen.
Derfor kan man aldrig regne med at få den samme effekt ud af at tage disse stoffer uden for den type setting, og man skal være klar over at der kan opstå negative og potentielt skadelige situationer, hvis man bruger psykedeliske stoffer – uanset hvor og med hvem du gør det.
Håber at du kan bruge svaret. Med venlig hilsen Thorsten